søndag den 23. maj 2010

Ikke engang et TAK!

På en lille gåtur med Ludvigen i barnevognen igår, dukkede der en undrende tanke op, som må på rundfart her i blogland. Landet med et hav af kreative kvinder.
Spørgsmålet, der poppede op, var noget i retningen af: Hvor uforskammet har man lov til at være, når folk har stor tiltro til ens kreative evner, og man (læs: JEG) ikke engang har pli nok til at sige: TAK!!
Forklaring følger...

Den anden dag kom manden min hjem og fortalte, at han havde mødt én på arbejdet, som frygtelig gerne ville ha mig til at fotografere hans familie
(til orientering skal siges, at jeg er igang med fotografuddannelsen)

Og hvad var svaret til ham: "Ej det kan jeg altså ikke. FNYS - Og hvad havde du tænkt, jeg skulle fotografere med. Har jo ikke ligefrem et studio til rådighed, vel!"
Godt så!

Igår sagde min veninde så: "Det kan godt være du bliver ringet op af en bekendt, som har en butiksvæg hun gerne vil ha dekoreret. Jeg gav hende dit nummer - for du ku lave den fedeste væg"
Og I kære Scherlock Holminder derude; Hvad tror I, jeg svarede?
Med et lettere perplekst udtryk i fjæset fik jeg fremstammet: " Det ved jeg da virkelig ikke, om jeg kan. Det er jeg sgu ikke dygtig nok til"

Og så rendte mine tanker tilbage til gymnasietiden, hvor jeg var en ret ihærdig sanger.(Og når jeg ser tilbage, faktisk også en DYGTIG sanger). Kan jeg huske noget min mor sagde.
Efter at have "bitschet" lidt over, at jeg bare ikke kunne klare at folk roste mig, "når de nu ikke havde en sk** forstand på sang/musik - for hvad ku jeg så bruge det til....?"
Så var det min morse vise ord var: "Det kan du ikke være bekendt. Når du ikke tager imod deres ros, underkender du jo også deres oplevelse. Og det er IKKE op til dig, at vurdere om de har følt/oplevet noget fantastisk ved at høre dig synge" Sådan. Basta. Case Closed.
Jeg kan huske hvordan den sved
(på den gode måde. mor - hvis du læser med derude :-)


For hvad fa**** er det for en holdning at have til andre mennesker. Mennesker, som tror på én, og som åbner nogle spændende døre og giver én nogle unikke muligheder -
OG SÅ SIGER MAN IKKE ENGANG TAK!

Jeg lader den stå her.......

4 kommentarer:

  1. Ikke noget som en travetur (barnevogn eller ej), der kan få tankerne til at flyve...

    Go for it!! du har jo en masse, at gi.

    SvarSlet
  2. Py ha..

    Det er aldrig sjovt når der er tid til eftertanke.... Tror du har fået noget at tænke over.. det tror jeg vi er mange som har...
    Håber du er kommet dertil, hvor du gir disse efterspørgsler en chance. Spring ud i opgaverne, de gir en talentfuld pige som dig, erfaring. Selv er jeg fotografwannabee..... Og elsker enhver chance som byder sig for at lære..

    Held og lykke...tror det du rører ved altid bliver godt..

    Lone

    SvarSlet
  3. Godt indlæg! Jeg kan klart genkende det du skriver. Så du er ikke alene ;-)

    Jeg er dog ikke enig med Lone i, at det aldrig er sjovt, med tid til eftertanke. For selvom det nogen gange kan svide, så er det også en måde at lære noget nyt på...om sig selv, andre, verden...You name it.

    Så fortsæt endelig :-)

    K.H June

    SvarSlet
  4. Jeg skifter mellem at være der hvor du lige har beskrevet, og så der hvor jeg tror på mig selv, kaster mig ud i det, og så blir bange for at jeg var for overmodig og troede jeg kunne for meget. Heldigvis ender det oftest med at lykkes alligevel - men følelsen af at gabe over for meget er nu heller ikke altid såååå sjov...

    Jeg har tagget dig i en blogleg - håber du vil være med :)

    SvarSlet

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...