søndag den 3. oktober 2010

REND MIG I KØDGRYDERNE

Hun er skrap. RIGTIG SKRAP!
Og jeg var ved at få morgenkaffen galt i halsen af bare fryd over, at nogen endelig turde sige det højt. Meget højt!
Med næsen dybt boret ned i helsideartiklen i Kristelig Dagblad , slubrede jeg både ord OG kaffe i mig, med en opløftet følelse af: ENDELIG ER DER NOGEN, DER SIGER DET!

Katrine Winkel Holm har begået bogen "Rend mig i kødgryderne" hvor hun gør op med feminismen og den "stigmatisering" af den hjemmegående husmor, som ses i samfundet i dag.
Er der ikke andre måder at indrette familielivet på, end to udearbejdende forældre og børn i institutionen?
Er der et valg for de kvinder i dagens Danmark, som ØNSKER at gå derhjemme?


Efter min (Frk. Hverdags) bedste overbevisning: NEJ!

Som barn af firserne, var det usædvanligt at have en mor der var hjemmegående. Men det havde JEG. Jeg har en klar erindring om alle de gange, jeg er blevet spurgt: "Nåe, hvad laver dine forældre så? Hvortil svaret lød: "Ja, min far er chauffør og min mor går derhjemme." "Nåe, er hun arbejdsløs?" "Næeiij...hun er derhjemme hos mig og min bror" Og til trods for min alder, kan jeg huske fornemmelsen af, at folk syntes, det var et særsyn. Men jeg har aldrig prøvet andet, så for mig var det den mest naturlige ting i verden.
Og det var luksus. Vist var det så. Der var altid en hjemme. Havde ikke laaange dage i børnehave og SFO. Hun havde tid til at sidde og snakke og lytte ved bordet, når jeg kom hjem fra skole. Jeg husker det som, at vi talte meget. Vi havde god tid.

Op igennem mine teenageår og start tyverne, forstod jeg ikke rigtig min mors valg (for der har aldrig hersket tvivl om, at det VAR et valg!)
Hendes hoved er godt skruet på. Og jeg husker en indignation over, at hun aldrig fik brugt sit talent. Hun kunne være blevet lige, hvad hun ville. Hun kunne have taget ud i verden og gjort en forskel for andre mennesker. Og for sig selv. Ville hun ikke realiserer sig selv? Hvorfor kastede hun sig ikke ud i det, nu da min bror og jeg, var blevet så gamle, at det ikke skulle være for vores skyld, hun blev væk fra arbejdsmarkedet? Hun kunne jo gøre, hvad hun ville. Nej, jeg forstod det ikke. Følte mig vel en smule provokeret af hendes manglende udlængesel.

I dag er jeg tredive. For et par år siden mødte jeg Manden Min, og vi snakkede meget om muligheden for, at jeg kunne gå derhjemme, og altså have han som værende den økonomiske forsørger. Jeg luftede tanken for min mor, og jeg husker tydelig hendes resonement: "Det kræver meget af én, at lade sig forsørge og være hjemmegående!!" SLABAM!

Det er lige netop dette, som Katrine Winkel Holm bl.a. tager op i sin nye bog. Hun (og hendes mand) har selv valgt, at hendes stillingsbetegnelse skal være hjemmegående:
"Havde jeg ikke været så stædig og fuld af selvtillid, så havde jeg ikke klaret det. For det kræver sit at blive set som et omvandrende resourcespild"

Og denne kamp mod samfundets "stigmatisering" som værende ressourcespild, er for mig en MEGET relevant diskussion at tage op. For den rammer med hovedet på sømmet lige nøjagtig ligestillingskampens inderste væsen.
Vi kvinder har simpelthen IKKE VALGET TIL AT VÆLGE HJEMMET!!





Så kære Katrine Winkel Holm. For Fanden du er skrap. And I like it!
Tak for dagens tanke-igangsætter.

2 kommentarer:

  1. Hej Rikke
    Jeg sidder her i _Tyrkiet og har masser af tænketid, så dejligt indlæg, og hvor har du ret..Jeg tænker lidt videre - tænk hvis det er MANDEN der har ønsket om at være hjemmegående .. det ville "vi" slet ikke kunne kapere..der må ligge noget bag, han kan ikke bare gøre det for børnenes skyld, han må være doven syg eller på anden måde anderledes..Det er på mage måder et uderligt liv vi lever, vi pålægger hinanden så mange normer.
    Her i tyrkiet går kvinderne hjemme når de får børn, men heller ikke det er et valg.

    Jeg er sikker på at mange har været skjult misundelige på din mor, fordi hun valgte som hun gjorde. Jeg kender hende jo og ved hun igenlunde er "gået i stå" hun har brugt sine resurser på meget andet end jer børn.
    Fin tanke - igangsætter...jeg vil læse bogen.

    SvarSlet
  2. Dette er virkelig noget der står mit hjerte nær - og tænk jeg troede i grunden jeg var den sidste af min art (: - Jeg kalder mig nu selv familiedirektør. Ikke fordi jeg ikke kan lide titlen hjemmegående husmor, men fordi der skal lidt fornyelse ind.
    Jeg mener det har en stor betydning, at små børn bliver sendt i institution,
    for børn har ganske enkelt bedst af at være hos deres forældre.Ligegyldig hvor
    gode pædagogerne & institutionerne er, vil de aldrig kunne erstatte den nære
    kontakt der er mellem barnet og dets forældre.
    Prøv blot at se, hvordan man i folkeskolen er nødt til at lave sociale
    træningsprogrammer for børnene. De er urolige og mangler nogle helt
    grundlæggende sociale færdigheder, som er gået tabt i barndommen. Det er
    ligegyldigt om det er mor eller far der passer barnet. Det vigtige er, at
    barnet har en fast kontakt til et voksent menneske & det kan det aldrig få i
    en institution, hvor der er 13 andre børn, som pædagogerne skal holde øje med.
    Om det er bedst for børn at blive hjemme eller gå i institution, er jo selv
    børnepsykologerne uenige om.
    Men på den anden side er det jo netop en del af det normale børneliv i
    Danmark, at gå i institution. Vi har faktisk førerposition i
    Norden, og desværre er dette tal kun stigende.
    Men uanset hvad pædagogerne ser i
    institutionerne de arbejder i, så vil de aldrig komme til at opleve det
    endelige resultat – når barnet bliver stort.

    Børn er utrolige, de giver dig så meget igen. Jeg er kun glad for at en
    pædagog ikke har skulle fortælle mig om mine børns udvikling, at jeg selv har
    kunne følge hvert et skridt., hvert et øjeblik af deres fantastiske liv. Tro
    mig det er guld værd. Hvorfor skulle man i grunden også sætte børn i verden,
    for blot at give dem væk og lade andre præge deres liv.
    Men vi vælger selv, hvordan vores liv skal være & jeg skal ikke fælde dom om
    at selvfølgelig er det generelt sådan. Jeg tror da godt, at der er nogle
    forældre der kan få et arbejdsliv med børn til at fungere, ligesom der er
    nogen der ikke får det til at fungere. Og sådan håber jeg også at man vil
    droppe fordommene om den hjemmegående, der bruger sin tid på de børn hun har
    sat i verden. Og for at undgå vrede kommentarer. Nej, der er ikke noget galt
    i at have sine børn i institution – men det er vel ikke ensbetydende med, at
    det er forkert IKKE at have børnene i institution?? Og har man truffet den
    beslutning, at ens børn skal være det – så stå ved det – og lad være med at
    dulme den dårlige samvittighed med at det er ”bedst for barnet”.
    Og ja, jeg har faktisk opgivet håbet om at der vil komme et flertal af
    forældre der synes som mig.
    Og jeg har selv gået hjemme med mine børn i 15 år - har 4 skønne unger og jeg nyder det.

    SvarSlet

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...